MENINGSMÅLINGEN ER GOD, MEN VALGET ER LANGTFRA AFGJORT
Kære Socialdemokrater i Odense
I dag er der udkommet en frisk meningsmåling for kommunalvalget i Odense. Vi står til at holde de 10 mandater, vi fik ved sidste valg – med 30% af stemmerne. Det er rigtig godt og flot udgangspunkt. MEN der er stadig mange vælgere, der er i tvivl om, hvem de skal stemme på. Kun 42% af vælgerne er sikre på, hvem de skal stemme på til kommunalvalget, og derfor er valget langtfra afgjort. Tvivlerne kommer reelt til at afgøre valgets udfald. Så det er nu, at vi skal bruge alle vores kræfter:
Vi skal hive fat i vores kollegaer, bekendte, familie, blande os i debatten både ude på gaden, på de sociale medier og i de etablerede medier og sammen kæmpe for, at vi fortsat har en Socialdemokratisk ledet kommune efter kommunalvalget – med fokus på fremgang, fællesskab og velfærd.
De borgerlige partier vil gerne have valgkampen til at handle om en enkelt busbane. De taler næsten ikke om andet. Men for os handler valgkampen naturligvis om meget mere. Og noget som de fleste borgere er mere optaget af. Nemlig:
- Hvordan hjælper vi vores børn godt på vej i livet med gode dagplejer, vuggestuer, børnehaver og folkeskoler?
- Hvordan giver vi værdig hjælp og omsorg til vores ældste medborgere?
- Hvordan hjælper vi flere udsatte børn, unge og ældre ud af ensomhed og med ind i fællesskabet?
- Hvordan skaber vi et grønnere Odense?
- Hvordan får vi hevet tæppet helt væk under de kriminelle klaner?
- Hvordan skaber vi gode levevilkår for helt almindelige mennesker?
- Og hvem er den bedste garant for at fremtidssikre Odenses gode udvikling, så vi får råd til mere velfærd - år for år?
Jeg vil derfor opfordre til, at vi hver især kaster alle gode kræfter ind på at støtte vores parti og kandidater helt frem til valget. Det er nu, at vi skal afgøre det. Det er et vigtigt valg for Odense, hvis vi fortsat vil prioritere vores folkeskoler, vores ældrepleje, vores drikkevand, vores daginstutioner og fortsætte den gode udvikling, vores by er inde i. Velfærden og byens udvikling har vi været garant for de seneste mange år, og det skal vi også være i fremtiden.
Så kort fortalt: Hver en stemme tæller. Hver en uddelt flyer, hver en dør der er banket på, hver en ophængt valgplakat, hver en snak med borgerne, hvert et opslag på de sociale medier og alt det I allerede har gang i tæller.
Vil du gerne hjælpe i valgkampen, så skriv eller ring til kampagneleder Jakob Junker på 28 70 94 44.
Stolte socialdemokratiske hilsner
Peter Rahbæk Juel
|