Er islam og demokrati grundlæggende forenelige - eller findes der en indbygget spænding?

Ved Rasmus Ryrberg Høyer
Det er et spørgsmål, som optager forskere, politikere og borgere langt ud over vores egne grænser, og som også herhjemme jævnligt skaber debat. Vi ser det i gymnasiernes klasseværelser, hvor lærere dagligt navigerer mellem elevers forskellige religiøse baggrunde og fag som samfundsfag og religion. Og vi ser det i samfundet generelt, når religiøse værdier støder sammen med et sekulært samfunds normer om ytringsfrihed, ligestilling og adskillelse af tro og stat.
Til denne aften tager vi hul på netop den diskussion, når Rasmus Ryrberg, tidligere gruppeformand for Socialdemokratiet i Odense og byrådsmedlem for vores kreds, og til daglig lærer i samfundsfag og religion på Tornbjerg Gymnasium, giver os et historisk og idemæssigt overblik og sætter emnet ind i en international ramme, krydret med erfaringer fra hans egen hverdag i gymnasiet.
Der vil naturligvis også være god tid til spørgsmål og debat i hyggelige rammer hos Socialdemokratiet i Odense Øst.
Du er velkommen til at tage en ven, nabo eller kammerat med. Husk bare at tilmelde dem også.
Der vil blive serveret smørrebrød samt en drik.
Vi glæder os til en tankevækkende aften - vel mødt!