Et trygt fundament
Barndommen lægger byggestenene til resten af livet. Derfor er de første leveår så vigtige. Hos vores forældre har vi basen, der forhåbentlig er tryg. Hvor den ikke er, må fælleskabet træde til. For anset hvem vi er, og hvor vi kommer fra, skal vi have mulighed for at blive den bedste version af os selv og kunne række ud efter vores drømme.
Lige meget hvor forskellige vi er, skal samfundet skabe lige betingelser for os hele vejen. Alle skal have muligheden for at bryde mønstre. Alle skal have mulighed for en uddannelse, selv om barndomshjemmet er uden bøger. Og det hele begynder tidligt.
Dagpleje og vuggestue danner rammen for en stor del af barndommen og er hverdagen for mange af os de første leveår. Her skal vi blive mødt af voksne med tryghed og troværdighed. Det er her, vi lærer at spejle os og at indgå i et større fællesskab end familien.
I børnehaven bliver samhørigheden med andre stærkere. Her fletter fantasierne lege sammen, og vores første venskaber bliver formet. Imens udfordrer de voksne os, for gennem læring bliver udvikling en naturlig del af livet. Og den indsigt er en hjælp resten af vejen.
Balance i hverdagen
Når vi bliver voksne og selv får børn, skal hverdagen hænge sammen for både dem og os, der er forældre. Det vigtigste er trygheden ved at aflevere vores børn et sted, hvor de trives. Det er det pædagogiske personales ansvar, men det er også vores som forældre. Ved at støtte op om fællesskabet og engagere os i det, styrker vi det til glæde for vores børn. Det samme gælder efter skoletid. Ved at bakke op om lokale initiativer og engagere os i foreningslivet får vi alt til at vokse. Det kræver en indsats, ja, men vi får meget igen.
Det kan være svært at se, hvor meget hver enkelt kan overskue at bidrage med, for vi ved ikke alt om, hvad hver enkelt har af udfordringer. Derfor er det gavmildt ikke at dømme andre.
Vi når længst, hvis vi tror på, at vi alle ønsker det samme, og vi giver, hvad vi hver især kan. Det gælder bag hjemmets vægge, i hverdagens ramme og i det store bybillede.
Formet af folkeskolen
Ud over kærlighed er uddannelse det vigtigste, vi kan få med fra barndommen. Derfor begynder vi at lære tidligt, og det tager fart i folkeskolen. Her udvikler vi os både fagligt og som mennesker. Det sker især gennem mødet med andre, der slet ikke ligner os selv, hvad der er en af folkeskolens store styrker.
De voksne, der former folkeskolen, gør os klogere og mere bevidste. Derfor betyder det også noget, at lærere og pædagogisk personale har ordentlige vilkår og ud over en naturlig indstilling til, at det altid er børnene, der står i centrum.
Der er plads til forbedring på flere planer. Vi lærer alle forskelligt, så folkeskolen skal have endnu mere plads til alsidighed. Også i måden vi lærer på, der i højere grad skal inddrage kroppen. Motion giver energi og flere kræfter. Undervisning, hvor både hænder, hoved og hjerte er i spil, får flere med.
Forandringer livet igennem
Midt i livet har vi travle år, for både med og uden børn fylder arbejdslivet ofte allermest lige der. Så har vi brug for en hjælpende hånd fra bedsteforældre eller andre, der tillidsfuldt kan lette hverdagen. Børnene vokser sig større, arbejdet stilner af, og roen indfinder sig igen med tiden. Så er vi selv klar til at give noget videre til andre.
En dag er vi måske selv bedsteforældre og kan hjælpe vores børn med deres børn. Måske har vi ingen, men så er der mange andre, vi kan gøre en forskel for. Præcis som vi vil ønske, at nogen en dag gør for os. For på et tidspunkt i livet står vi et sted, hvor vi ikke længere har kræfter til at give så meget. I hvert fald fysisk. Hvis nogen gider lytte, har vi til gengæld erfaring at øse af. Og vi har brug for, at nogen lytter og vil os.
Input og oplevelser
Sent i livet er relationerne ofte mere sårbare. Måske har vores børn ikke tid til at se os. I værste fald ikke lyst. Vennerne falder bort. Måske må vi også skal sige farvel til en ægtefælle gennem mange år. Derfor skal det store fællesskab gerne værne os mod ensomheden.
Selv om vi ikke kan, er der måske stadig noget, vi gerne vil. Især når det kun er kroppen, der sætter ud, og hovedet stadig kan følge med til det hele. Så har vi fortsat brug for at opleve. Det gør vi bedst, når vi er omgivet af andre. Der er dem, der tager vare på os. Dem der er ligestillede med os. Og dem, der kommer udefra med en påmindelse om, at livet stadig har gnist. De har alle stor betydning i livets sidste del.
Selvfølgelig ønsker vi at klare os selv, så længe vi kan. Men når vi en dag ikke kan mere, er det trygt at vide, andre tager over. Det er både værdigt og retfærdigt efter et langt og levet liv.
Omsorg for andre
Der er også dem, der langt tidligere i livet ikke kan klare sig selv. Der er få, der udnytter, hvad vi som samfund har skabt. De færreste vælger selv at være syge, sårbare og udsatte. Derfor er omsorg for andre, der er udsat, et af de mest klare pejlemærker for, hvor stærke vi er som samfund, som by og som fællesskab af individer. Hjælpsomhed er tegn på overskud.
Overskuddet til at hjælpe dem, der har brug for det, må vi aldrig glemme. Udsat er at være en familie, hvor en eller begge forældre er uden job. De job skal vi skabe gennem målrettet vækst.
Udsat er også at være fysisk eller psykisk syg. Det er at være så stærkt afhængig af alkohol eller et andet rusmiddel, at det styrer hele livet. Det er at være rungende ensom eller at dukke sig i skam, fordi livet slet ikke gik, som det burde. Her skal vi have rammer og mulighed for at hjælpe. Det store fællesskab skal altid være talerør og bære ansvaret for dem, der på den ene eller anden måde er udsatte og ude af stand til helt at klare sig selv.
Hver især kan vi også gøre en forskel ved at se os omkring og overveje, hvor vi kan hjælpe. I nærmiljøet, som frivillig på et plejecenter eller noget helt andet. Det afgørende er en holdning om at ville.
Et stærkt fællesskab
I hver enhed er en ånd. En kultur. Det gælder i familien, på arbejdspladsen og i vores by og samfund. Hvert sted er et fællesskab, og hvert sted er der en ledelse, der sætter retning. Forældrene ved bedst for børnene, mens de vokser op. Direktøren sætter retning for virksomheden eller institutionen, mens politikere gør for byen og samfundet som helhed.
For alle, der leder, gælder det, at de bærer ansvaret men sjældent har indsigt i alt. Derfor bliver alt stærkere, når børn, ansatte og borgere åbner op, og de ansvarlige lytter. Det er ofte lettest, at forstå dem, der ligner os selv mest. Det er bare sjældent dem, der udvikler os mest. Derfor er alsidighed en styrke for ethvert fællesskab og udvikling.
Jo mere vi som by kan rumme forskellighed, jo stærkere fundament hviler vi på. Ud af det vokser trivsel og udvikling, vi alle vokser af. Også Odense som by.